Vand­kvaliteter

BWT VAND

Over­flade­vand fra søer, floder og vandløb er blødt på grund af det store tilløb af regn­vand.

På grund af de store åbne over­flader er vandet midler­tidig forurenet af organ­iske stoffer af enhver art og oprindelse, ligesom det i bakte­ri­ol­o­gisk henseende er dårligere end grund­vand. Ved inddragning af over­flade­vand til f. eks. drikke­vands­brug kræves derfor en omfat­tende rensning og desin­fi­cering.

Grund­vandet er den del af nedbøren, der ikke er fordampet eller afstrømmet over­jordisk, men som siver ned i under­grunden. Grund­vand defineres som vand indvundet mindst 6 meter under terræn. Nedbørens grund­vand­sandel kan i øvrigt variere stærkt fra område til område og afhænger af jord­bunds­forhold, lerlag og dræning­sevne.

På sin vej gennem jord­la­gene optager vandet en række stoffer. Typerne på stof­ferne er som udgangspunkt de samme overalt i Danmark, men der er derimod store vari­a­tioner på både totalind­holdet af opløste stoffer og det indbyrdes mængde­forhold mellem disse. Vari­a­tion­erne kan ske selv inden for meget små geografiske afstande.

Fælles for dansk grund­vand er, at det inde­holder kalcium og magne­sium. Begge mineraler gør vandet ”hårdt”, og der er en karak­ter­is­tisk fordeling af hårdt og blødt vand i de forskel­lige lands­dele. Vandets hårdhed angives i hårdheds­grader (dH):

  • Blødt vand (0-8 °dH): Vestjyl­land
  • Middelhårdt vand (8-16 °dH): Nord- og Østjyl­land, Nordsjælland, Fyn og Born­holm.
  • Hårdt vand (16-24 °dH): Fyn, Sjælland, Lolland og Falster.

Man kunne tro, at det hårde vand havde sit kalkind­hold fra passage gennem kalk­la­gene, men det er ikke tilfældet. Middelhårdt og hårdt vand optræder også i istid­sla­gene oven­over kalk­la­gene. Istid­sla­gene inde­holder normalt kridt, kalk eller andre kalkholdige under­grunds­b­jer­garter i fast form og pulver­form. Vandet mættes med kalk i passagen gennem de øverste jordlag.

I den sidste istid var det nordlige og østlige Danmark dækket af isen, og det er de ”friske” istid­safle­jringer i disse områder, der bestemmer vandets kalkind­hold. Det midt-​vestlige Jylland har derimod ligget isfrit siden næstsidste istid, og gennem disse meget lange tider er kalken udvasket af både de gamle moræneafle­jringer og hedeslet­ternes magre sand.

I reglen findes kalcium og magne­sium bundet til kulsyren som bikar­bonat, idet kulsyren (CO2 + vand) opløser kalci­umkar­bonat (kridt).

Grund­vand­styper

Hvis under­grunden er kalk­fattig bliver grund­vand aggres­sivt, hvilket skyldes, at vandets kulsyreind­hold er for stort og ikke neutralis­eres ved angreb på kalci­umkar­bonat (kalken/kridtet). Endvidere optræder vand­typer, der inde­holder større eller mindre mængder natri­umbikar­bonat (alka­li­bikar­bonat).

Når vandet optager stof­ferne skyldes fænomenet ”ionbyt­ning”. Ligesom istid­sla­gene inde­holder opar­be­jdet kalk og kridt, inde­holder de stedvis også større mængder af opar­be­jdet tertiært ler, eller marint ler i de jordlag, vandet passerer.

Disse lerarter er næsten alle ionbyt­tende i større eller mindre grad, dvs. at lermin­eralerne inde­holder ”løstsid­dende” ioner af metaller, især Ca++, Mg++, Na++, K+. Når leret er af marin oprindelse, vil det fortrinsvis inde­holde Na-​ioner. Kommer dette ler i berøring med vand, der inde­holder kalcium-​ og magne­siu­mioner, vil disse byttes med natri­ummet.

Disse vand­typer optræder f. eks. på Sjælland (marint ler), i Østjyl­land (tertiært ler) og i Vendsyssel (istid­sler).

Ved boringer i nærheden af kyster kan der optræde et fænomen, der benævnes marint infil­tra­tionsvand. Der vil optræde store mængder klorid i vandet, og årsagen er, at boringen suger havvand ind – boringen kan lige­frem stå i havvand.

Der ferske grund­vand vil ligge på en pude af salt­vand, idet dybden af salt­vandet på et givet sted vil svare til vægten af det overliggende ferskvand.

En anden form for salt­vand kan optræde ved moræneafle­jringer, f. eks. i det nordlige Jylland. Det kan ske, at det oprindelige salt­vand ikke er blevet udvasket men står som resid­u­al­vand eller stag­nerende havvand.

Overalt i landet kan desuden optræde såkaldt salt miner­al­vand. Dette skyldes at der under hele landet ligger afle­jringer i store dybder af fast sten­salt, som lang­somt går i opløsning og vandrer opad gennem revner og sprækker. Ferskvandet svømmer ovenpå, men vandet kan have alle mulige grader af saltkon­cen­tra­tion.

Det foregående afsnit omhan­dlede grund­vand­styperne:

  • Hårdt vand (vari­erende hårdhed)
  • Blødt aggres­sivt vand
  • Natri­umbikar­bon­atholdigt vand
  • Salt­vand (miner­al­vand).

Vandets kemi

I det følgende skal omtales den kemiske mekanik ved nogle af opløsning­sprocesserne, der bibringer vandet sit stofind­hold.

Nedbøren (regnen) mættes i luften med ilt og kvælstof samt optager lidt kuldioxid, idet atmosfæren inde­holder ca. 0,03 volu­men­pro­cent af kuldioxid.

I de øverste jordlag (muld) vil den optagne ilt forbruges og vandet tilføres kulsyre (CO2 hidrørende fra biol­o­gisk nedbryd­ning) samt opløseligt organisk stof. Kulsyren virker opløsende på kalk, og kalci­umbikar­bonat går i opløsning. Endvidere går kalci­um­sulfat i opløsning (ret højt opløseligt produkt).

Kulsyren virker ligeledes opløsende på jern og mangan­forbindelser og danner jern- og mangan­bikar­bon­ater. Disse metaller kan også gå i opløsning ved reduk­tion­sprocesser (svovl­brinte). Grund­vandet kommer således til at inde­holde en lang række salte, som opdeles i kationer og anioner.

Kationer: Ca++, Mg++, Fe++, Na+, K+ og NH4+, H+, F3+

Anioner: HCO3-, Cl-, SO4-- samt NO3- og NO2-

Endvidere vil vandet næsten altid inde­holde kisel­syre, der fore­findes som udis­socierede molekyler i det neutrale vand.

Den totale mængde af de nævnte salte samt deres indbyrdes mængde­forhold kan variere meget og afhænger af jord­bunds­forhold mv. Det lokale vandværk vil altid kunne oplyse om den præcise sammensætning i dit område.

Vandværksvand

Vandværkers behan­dling af grund-​ og over­flade­vand

Iltning – afjerning – afman­gan­is­ering

Iltning fore­tages i hoved­sagen ved at ændre tilstanden af det opløste jern i vandet. Luft­for­bruget regnes til 1 liter luft pr. gram jern. Iltningen kan fore­tages ved at vandet risler ned over såkaldte iltningstrapper, eller at der tilføres luft under tryk til en oxydator.

Jern findes i vandet som bikar­bon­at­forbindelser, der iltes efter følgende ligning:

4 Fe (HCO3)2 + O2 + 2H2O = 4 FE(OH)3 + 8 CO2

dvs. jernet fælder som ferri­hy­droxyd, som er faste, filtrerbare partikler. Fjer­nelsen af mangan fra grund­vand ligner i visse tilfælde afjern­ing­sprocessen. Mangan fore­ligger bl.a. som bikar­bonat og fælder efter følgende ligning:

2 Mn (HCO3)2 + 2H2O + O2 = 2 Mn (OH)4 + 4 CO2

Efter iltningen filtr­eres vandet på sand­filtre, der udføres som lukkede eller åbne filtre.

Lukkede filtre sand­filtre

Filtreringen fore­tages hoved­sageligt i hurtige sand­filtre udført som tryk­be­holdere. Filtrering­shastigheden er normalt mellem 10 – 15 m/h afhængigt af vand­kvaliteten. Især ved lukkede filtre – men også ved åbne filtre – kan den såkaldte tolags­fil­trering med fordel benyttes. Her bruges filter­ma­te­ri­aler i forskel­lige speci­fikke tyngder, dvs. det lette filter­ma­te­riale i den grove kornstørrelse plac­eres i toppen af filteret, og det tunge filter­ma­te­riale i den fine kornstørrelse plac­eres nederst.

Hove­dop­gaven for det grove mate­riale i det øverste lag, bestående af varme­be­han­dlet antracit, er at tilbage­holde de grovere opslæmmede partikler. De finere opslæmmede partikler fanges af de fine korn nederst i filteret. På denne måde virker det totale filterlag rimeligt ens. Sammensætningen antracit/sand er således 0,8-1,4/0,4-0,7 mm. Skyll­e­vand­shastigheden er ca. 35 m/h, hvilket betyder, at ekspan­sionen af filter­laget er ca. 25-30 %. Luft­skylle­hastigheden er ca. 60 m/h.

Åbne filtre sand­filtre

Er normalt udført i forstærket beton. Her er drift­shastigheden for filteret normalt 3-8 m/h, afhænger også af vand­kvaliteten.
Normalt bruges forfilter og efter­filter, når jernind­holdet er mere end 1 mg/l, og manganind­holdet er højere end 0,2 mg/l. Dog bruges forfil­teret også, selv om værdierne er mindre end de her nævnte, men så normalt kun hvis jern- og mangankom­bi­na­tion­erne er svære at udskille. Mens den valgte kornstørrelse i forfil­trene som regel er mellem 3-8 mm, er størrelsen i slut­fil­trene normalt mellem 0,7-1,2 mm. De korrekte filterlag plac­eres herefter over tilsvarende dimen­sionerede bundlag, som plac­eres på filter­bunde.

Rensningen af filter­sandet sker normalt med en kombineret luft/vand­skyl­ning. På de moderne vandværker startes dette automa­tisk ved måling af tryk­tabet over filtrene. Vandets skylle­hastighed er ca. 20-30 m/h, luftens 50-60 m/h. De bedste resul­tater opnås, hvis man starter med luft­skyl­ning, som skal vare 3-5 minutter. Det filter­sand, der er dækket af vand, vil så blive sat i kraftig bevægelse af den opgående luftstrøm, således at snavs, der klæber til filter­sandet, opløses og således kan fjernes ved den efterfølgende skyl­ning med vand, som varer ca. 10-15 minutter. Skyll­e­vandet bør, før det ledes til afløb, sendes gennem en bundfældningstank, hvor slam­par­tik­lerne vil blive udfældet.

Behan­dling af over­flade­vand

Over­flade­vand karak­teris­eres hoved­sageligt på følgende måde:

  • Lavere indhold af salt end grund­vand
  • Total hårdhed er normalt mindre end 10 ºdH
  • Indholdet af jern og mangan er som regel lavt pga. iltind­holdet i vandet
  • Generelt er indholdet af klor, sulfat og bikar­bonat lavt
  • Tallet for kali­umper­man­ganat, der giver et indtryk af indholdet af organisk mate­riale i vandet, er normalt højere end tallet for grund­vand
  • pH-værdien vil normalt være ca. 7, dog er der mulighed for en øget pH-værdi på 8-9, når alger er til stede
  • Over­flade­vand er ofte ikke klart nok og ser gult eller grønlig-​gråt ud pga. indholdet af planter­ester
  • Bakte­ri­ol­o­gisk er over­flade­vand karak­teris­eret ved et meget vari­erende indhold af bakterier

Flokku­lering

De grove partikler såsom sand, planter­ester o.lign. i vandet skal helst fjernes ved en simpel udskil­ning i en beton­be­holder. Af de forskel­lige typer der er til rådighed er de beholdere, som er udstyret med en slam­skraber, arbe­jd­skraftbe­sparende. Efter denne forbe­han­dling er de opslæmmede emner i vandet hoved­sageligt kolloide. Det er ikke muligt at fjerne disse emner ved hjælp af en forlænget udskil­ning pga. den lille kornstørrelse (10-4 – 10-6). Den eneste passende metode til store anlæg er at forsøge at forstørre partik­lerne. Metoden består i at binde kolloi­derne til triva­lente metaller, som doseres i vandet. Generelt bruges enten alumini­umssulfat Al2(SO4)3eller jern­sulfat FeSO4.

En vis mængde af det valgte kemikalie doseres til råvandet, dvs. et kemikalie der, når det opløses i vand, ved en passende pH-værdi udskilles som vand inde­hold­ende oxid eller hydroxid ved fnug­dan­nelse.

Blanding foregår ved at røre kraftigt i 20 til 30 sekunder. Derefter skal den mekaniske påvirkning reduc­eres til et minimum, så man ikke ødelægger for dannede fnug. En let røring er dog nødvendig efterhånden som slam­par­tik­lerne øges i størrelse. Påvirket af den sammenhængende kraft samler slam­par­tik­lerne sig i større flokke. Da fnug­dan­nelsen er afhængig af pH-værdi, er det ofte nødvendigt at tilpasse denne. Normalt opnås den bedste fnug­dan­nelse ved en pH-værdi på 6 til 7. Tilførelsen af kemikalie, flokku­leringen og udskil­lelsen foregår ofte i samme unit, den såkaldte flokku­lator.

Det leverede råvand blandes med de udskilte kemikalier i det trekantede rum, og herfra løber det ind i det nederste reak­tion­srum. Her frigives en star­tende flokku­lering vha. omrøreren, men samtidig sker en blanding med det slam, der returnerer fra renvand­szonen. Dette reagerer med det slam, som allerede er udskilt og reduc­erer reak­tion­stiden og kemikaliefor­bruget bety­deligt, især set i sammenhæng med systemer med separat flokku­lering og udskil­ning, dvs. uden returslam.

Efter reak­tion og blanding pumpes vandet ind i den øverste reak­tion­szone vha. omrøreren, der er udformet som en centrifu­galpumpe med åbne løbehjul, og her sker den rigtige fnug­dan­nelse. Blandingen af vand og færdige fnug ledes gennem en dobbelt­cylinder, som bevæger vandet nedad og ind i renvand­szonen.

Denne bevægelse nedad betyder, at slammet fortsætter nedad pga. dets høje vægt og til dels udskilles i koncen­tra­tor­erne. Det rensede vand ledes via afløbskanalen til over­fladen. Afhængig af vand­kvaliteten er tilbage­hold­elses­tiden 1 til 3 timer.

Efter denne behan­dling er pH-værdien som regel mellem 6 og 6,5. For at undgå korro­sion i de følgende maskindele tilføres en 5-10 % kalkmælk til udløbet.

Filtrering

Det afslæmmede vand inde­holder stadig opslæmmede emner og skal derfor filtr­eres, før det ledes ind i renvand­stanken. Den benyt­tede metode er den samme som for filtrering af grund­vand, men her kan højere filtrering­shastigheder tillades.

Visit your local website

  • Austria
  • Belgium
  • Czechia
  • Finland
  • France
  • Germany
  • Hungary
  • International
  • Italy
  • Netherlands
  • Norway
  • Poland
  • Russia
  • South Africa
  • Spain
  • Sweden
  • Switzerland
  • Ukraine
  • United Kingdom
  • United States
United States
Stay on this website